Hva b'har!

                                          ( tanker om stort og småt v/Frode Hansen )


                            Kommissærens dagbog

  D. 26 oktober 1995 oplevede danskerne en ret enestående aktion i dansk avispresses historie. Dagbladet Politiken udkom denne dag med et tillæg , hvori en bog, Kommissærens dagbog, skrevet af daværende EU-kommissær Ritt Bjerregaard, var gengivet. Sagen vakte stor opstandelse, fordi avisen ikke havde forfatterens tilladelse til at trykke den. Bogen, der siges at indeholde en række indiskretioner og krænkelser af politiske kolleger og i øvrigt have kvaliteter på niveau med en telefonbogs, var allerede trykt og klar til udgivelse, da hun lige akkurat fik den standset; sandsynligvis fordi hun fik kolde fødder på grund af forhåndsomtalen af bogen, der gav anledning til meget stærk forargelse både i Danmark og det øvrige Europa, herunder EU-kommissionen, hvor hun (vistnok) havde en alvorlig samtale med kommissionens formand Jacques Santer.
  Avisens chefredaktør Tøger Seidenfaden, der ikke alene var den ansvarlige for, men også den ivrige initiativtager bag hele aktionen, forsvarede sig med, at den skulle ses som et forsvar for ytringsfriheden, og at han desuden mente, at han havde forfatterens stiltiende accept dertil, hvilket denne dog kraftigt benægtede. Det var imidlertid ikke hende, der politianmeldte ham, men hendes forlag for brud på ophavsretsloven. Her mente man, at Seidenfaden skyldte dem 6,5 mio. kr., som var det beløb, han skulle have betalt, hvis han havde købt rettighederne til bogen. Denne fandt beløbet vildt overdrevet og mente for øvrigt ikke, at forlaget havde mistet noget, eftersom bogen allerede var trukket tilbage. Bogen blev også lagt ud på nettet gennem internetudbyderen Cybercity, men hvem, der var initiativtageren hertil, er uklart (for mig). Måske var det Klaus Riskær Pedersen. Det var i hvert fald ham, der, som den ansvarlige, blev truet med et sagsanlæg.
  Sagen kom for retten d.16 april 1997, og anklageren krævede 6 måneders ubetinget fængsel, idet hun anså det for at være skærpende omstændigheder, at avisen havde fortsat trykningen dagen efter, således at tillægget blev solgt i godt 320.000 eksemplarer, og at dets indhold  desuden blev gjort tilgængelig elektronisk via Pol On-line. Hun afviste alle den tiltaltes forklaringer, som hun kaldte konstruerede. Dette gjaldt således hans påstand om, at han udfra nogle telefonsamtaler med  kommissærens kabinetschef kunne have fået den opfattelse, at han havde Ritt Bjerregaards stiltiende samtykke. Denne kabinetschef,  bevidnede i retten under ed, at dette ikke var tilfældet. Heller ikke et forsøg på at forklare handlingen som et forsvar for ytringsfriheden, ved at hævde at tilbagetrækningen af bogen var sket efter pres fra kommissionsformanden, faldt heldigt ud, eftersom både Ritt Bjerregaard og kabinetschefen benægtede dette, og en forklaring om, at offentligheden havde krav på at vide, hvad der stod i bogen, blev ligeledes fejet af bordet.
  D. 9. maj 1997 faldt dommen. Dommeren var stort set enig med anklageren, men fandt flere formildende omstændigheder, som feks. at kabinetchefen ikke havde meldt tilstrækkelig klart fra, da chefredaktøren forhørte sig om, hvorledes Ritt Bjerregaard forholdt sig til hans ønske om at trykke bogen, og at hun ikke reagerede, da hun aftenen før offentliggørelsen af bogen fik kendskab til avisens planer om at trykke den. Det fremgik endvidere af dommen, at Politiken ikke havde trykt bogen i et snævert berigelsesøjemed. Derfor slap chefredaktøren med skrækken. Dommen lød på 20 dages betinget hæfte. Alligevel ankede han dommen på stedet, men det var vist kun et spil for galleriet, for indvendig jublede han ganske givet over den milde dom. Anken blev heller ikke fastholdt og ved et senere efterspil måtte Politiken hoste op med en million kroner til Ritt Bjerregaard og hendes forlag.

   Tøger Seidenfadens besynderlige opførsel denne oktoberdag i 1995 vakte undren i alle kredse. Der var vist ikke mange, der troede på hans forklaringer, men sikkert heller ikke på, at der lå økonomiske overvejelser bag, så hvad var motivet. De fleste anså sandsynligvis hele aktionen som et slags PR-stunt med en vis reklameværdi for Politiken. Alligevel havde mange nok svært ved helt at forstå den, da den synes at være helt ude af proportioner, og begyndte derfor at betragte ham, som en aparte, lidt naragtig person, der anglede efter opmærksomhed. Dette har mærkeligt nok ikke skadet ham, snarere tværtimod, men havde folk kendt det virkelige motiv, var det nok gået anderledes.

Baggrund
  Denne historie tager efter alt at dømme sin begyndelse, da belgieren  Jean-Luc Dehaene i 1994 blev vraget til jobbet som ny formand for EU-kommissionen, efter at den dygtige franskmand Jacques Delors havde meddelt, at han ikke ønskede at fortsætte på denne post. Det var englænderne (John Major), der ikke ville have Dehaene, og de har sikkert haft ganske god grund til det, for alt tyder på, at han var bilderbergernes mand. Det blev derfor Jacques Santer fra Luxembourg, der fik chancen, men bilderbergerne gav tilsyneladende ikke så let op. Noget kunne tyde på, at de straks begyndte at udtænke planer til at få ham fjernet.
  I den nye kommission, der tog over i begyndelsen af 1995, som kommissær for miljøet, sidder Ritt Bjerregaard. Hun er kendt for at føre (dag)bog over alt, hun oplever. Notesblokken er med hende, hvor end hun går, og det siges, at efterhånden som notaterne hober sig op, bliver de forseglet og sendt til landsarkivet i Odense, hvor de først må åbnes efter hendes død. Disse optegnelser har hun undertiden gjort brug af i sine "litterære" udgivelser, og måske er det grunden til, at hun blev opfordret til at skrive en bog om det første halve år som EU-kommissær.
  Officielt er det direktøren for forlaget Aschehoug, Svend Andersen, der stod bag denne opfordring. Han hævder (nov. 1995), at han allerede, i et brev i november 1994 (kort tid efter at Nyrup havde udpeget hende som ny EU-kommissær), forelagde Ritt Bjerregaard idéen, og at hun i begyndelsen forholdt sig tvivlende til om nogen gad læse den slags. Den dag (251095) hun trækker bogen tilbage, siger hun i en udtalelse, at hun blev glad, da forlaget foreslog hende at skrive en dagbog om sit første halve år i EU-parlamentet, og forlagets redaktør siger (261095) samstemmende, at man her syntes, det var en god ide og især dagbogsformen, som man fandt var en sjov måde at præsentere den på.
  I følge disse udsagn sker forlagsdirektørens opfordring altså i november 1994, men det kunne også have været interessant at vide, hvornår redaktøren bliver indviet i planerne, og ligeledes hvornår der indgåes en endelig og forpligtende aftale om bogen? Svarene på disse spørgsmål er interessante af flere grunde, men ganske særligt fordi Ritt Bjerregaard midt i marts 1995 indgår en (eksklusiv)aftale med Politiken om dens (ene)ret til de ting, hun skriver i avisen.
   Naturligvis kan hun skrive i Politiken samtidig med, at hun skriver dagbog for Aschehoug, men det mærkelige er, at hun blander tingene sammen. Hen over sommeren (1995) skriver hun en månedlig klumme, RITT BJERREGAARD SKRIVER, i Politiken. Den første bringes d. 28. maj, og indholdet heri er næsten ordret hentet fra den færdige dagbogs 28. januar. Det meste af klummen fra d. 2. juli er identisk med bogens 3. marts, og klummen d. 6. august med bogens 27. april. Derimod har klummen fra d. 17. september, der bliver den sidste, og som handler om ligestilling (kvindekamp), ikke meget tilfælles med bogen.
  Selvfølgelig kan der være flere forklaringer herpå, men det virker i høj grad som om, at det er Politiken (Seidenfaden), der tager initiativerne, mens Aschehoug (højest) forholder sig afventende.
  Ritt Bjerregaard har temmelig sikkert ikke kunnet overkomme skriverierne, for i løbet af foråret, som den sidste af (foreløbig) syv, ansættes der en kommunikationsmedarbejder ved hendes kabinet. Det hedder sig at den nye medarbejder skal tage sig af debatten  i Danmark. Skrive læserbreve og den slags på vegne af Ritt Bjerregaard, men hendes primære opgave er (vistnok) at formulere og renskrive dagbogsnotaterne med henblik på udgivelsen af Kommissærens dagbog, som bliver bogens titel.
  I dagbogen fortæller Ritt Bjerregaard lidt om, hvorledes denne medarbejder blev udvalgt. Først var der hundrede, så ti og til sidst tre, som bla. fik som opgave at svare på et indlæg i Politiken af Gert Petersen (SF). Dette indlæg, der drejede sig om sikkerhedspolitik og specielt Vestunionen, et emne som Ritt Bjerregaard var meget optaget af (og fortaler for) dengang, blev bragt d. 16. maj. Det nye medlem af kabinettet tilslutter sig først dette d.12.juni, men har tilsyneladende allerede inden nået at bearbejde en god del af dagbogsnotaterne, hvilket klummen fra d. 28. maj viser.
   Det ser mærkeligt ud, at Politiken offentliggør dele af bogen, hvis det er forlaget Ashehougs idé, og dette sammenholdt med en hjemmeside, der gør opmærksom på, at bogens manglende kvaliteter kunne skyldes, at Ritt Bjerregaard ikke havde fået den hjælp fra forlaget, som hun plejede at få , gør, at man let får det indtryk, at det er Seidenfaden, der står for alle forberedelserne, og en mistanke om, at det i virkeligheden er hans idé, men er denne antagelse rigtig, så indebærer det også, at både Ritt Bjerregaard og Svend Andersen taler usandt, når de hævder, at det var sidstnævnte, der fik idéen.
  Det virker påfaldende, at de begge synes at lægge stor vægt på omtalte punkt. Han husker endda den nøjagtige dato, d.4 nov. 1994, et helt år efter (nov. 1995). Dette kunne forklares ved, at han for nylig havde checket det, men det kunne også skyldes, at de begge netop var blevet "instrueret" om det.
  I den færdige "dagbog" omtaler Ritt Bjerregaard ganske flygtigt selve processen med denne en tre-fire gange. Første gang er i slutningen af marts, hvor hun prøver, "at få rettet op på ugens forsømmelser med hensyn til dagbogen". Et par uger efter har der været vrøvl med computeren, og nu må hun "se at få dagbogen ført ajour". Efter et computernedbrud dagen efter konkluderer hun, at "der var næppe blevet nogen bog ud af denne dagbog, hvis det ikke var lykkedes at få materialet over på en ny disk". Derudover bliver den kun nævnt lige inden manuskriptet skal afleveres i slutningen af juli.
  Det er interessant, at hun aldrig i bogen nævner forlaget eller personer knyttet hertil, og at bogen kun bliver omtalt som dagbogen, men ikke som Kommissærens dagbog. Det er derfor fristende at tro at forlaget først bliver hægtet på i bogens sidste fase, og sandsynligvis engang i løbet af sensommeren,

Bjerregaard om Seidenfaden og vica versa.
   Ritt Bjerregaard omtaler i dagbogen et møde i Den Trilaterale Kommission, en organisation med nær tilknytning til Bilderberggruppen (personsammenfald), der fandt sted i København d. 22.-23. april. Her er hun i selskab med bla. Tøger Seidenfaden, og det er tydeligt, at der en form for venskab mellem dem. Hun kalder ham ved fornavn, og det ligner næsten beundring, når hun roser hans stil og gode sprogkundskaber. Ved bilderbergernes møde nogle uger senere er han fraværende. Det er nok avisen, tænker hun bekymret, og det giver hende anledning til at filosofere over verdens uretfærdighed. Hun kender problemerne fra sine egne forsøg på at forny Socialdemokratiet, og på Politiken er der "nok også næsten lige så mange forskellige interesser og folk, der har overdrevne forestillinger om deres egen kapacitet".
  Hvad med lidt selvkritik? Der synes altid at være nogen, der står i vejen for Ritt Bjerregaard, og det synes altid at være mænd. Mænd ansætter mænd, og mænd er bange for at kvinder skal tage deres job, er de forklaringer, hun foretrækker fremfor en erkendelse af, at hendes evner ikke altid står mål med hendes ambitioner. Hun tror ikke (Kvindekamp 17. sep.) på mændenes forklaringer om, at de ikke kan finde tilstrækkelig med velkvalificerede kvindelige medarbejdere, for det havde hun ingen besvær med, dengang hun besatte sit kabinet, og hun serverer en lille joke over det forhold, at det kun er blandt sekretærerne i EU- administrationen, at kvinderne er i (stort) overtal, idet hun betror os, at da kabinettet for nylig skulle ansætte et par nye medarbejdere, en arkivar og en sekretær, valgte man en kvinde som arkivar og besluttede at ansætte en mand som sekretær. Ganske morsomt, men historien holdt vist heller ikke, for kort tid efter at hun skrev dette, var hendes stab ganske rigtigt tilført to nye medarbejdere, en kvinde og en mand, men mens kvinden muligvis nok blev ansat som arkivar, blev manden næppe ansat som sekretær, for det var en tysker ved navn Gerstenlauer, der blev en central person i striden mellem EU og Chirac om de franske atomvåbenforsøg i Stillehavet, og forøvrigt blev han allerede udpeget i marts. Begge blev for øvrigt fyret igen et års tid efter (okt. 1996) sammen med kommunikationsmedarbejderen. På den tid havde Ritt Bjerregaard netop fået ny talsmand som den tredje i rækken (af mænd), og skønt kvinderne nok var i overtal, tydede det dog på, at det var mændene, der sad på de tunge poster i kabinettet, og derved adskilte det sig ikke væsentligt fra gennemsnittet i EU-administrationen, men det har sikkert ikke påvirket Ritt Bjerregaards holdninger, for som hun selv siger: "I ligestillingsdebatten er der en tendens til, at teorierne forbliver teorier".
  Det er noget vanskeligere at afdække Seidenfadens sande syn på Ritt Bjerregaard, for alle tilkendegivelser i den retning synes at drukne i strategiske hensyn. Når han feks. skriver: "... den indlysende kendsgerning at Ritt Bjerregaards politiske talent er for stort til, at Danmark og Socialdemokratiet kan undgå at bruge det", er det sikkert ikke fordi han mener det, men alene fordi han gerne ser det, og ligeledes, når han kalder hende "en af vore mest spændende politikere", er det mere et forsøg på at "sælge" hende, end et udtryk for, hvad han virkelig mener. Derimod er det ikke helt utænkeligt, at noget af svaret  gemmer sig i denne sætning:"Man kan ligefrem beundre det mod til selvudlevering, som dagbogsnotaternes små og store tilståelser viser samtidig med, at man græmmer sig", for bag det klare hykleri i dette, afspejles muligvis hans noget ambivalente forhold til hende. På den ene side beundrer han hende (denne enfant terrible), men på den anden side skræmmer hun ham også lidt.

Et sandsynligt handlingsforløb
   Tøger Seidenfaden og Ritt Bjerregaard har utvivlsomt fælles venner (bekendte), og når passende lejlighed byder sig, underholder hun sikkert selskabet med små interessante historier om livet som EU-kommissær, men det, som hun fortæller her, er ikke altid lige flatterende for hendes kolleger i kommissionen, og derfor ser bilderbergmedlemmet Seidenfaden her en mulighed for at gøre sig nyttig i gruppen: Ritt Bjerregårds små indiskretioner skal ud til et større publikum i form af en bog, der måske endda skal oversættes til flere sprog. Bogen skal omfatte det første halve år, for det er vigtigt, at den kommer ud så hurtigt som muligt, og det vil være helt oplagt at følge den op med nye udgaver (fortsættelser).
  Han forelægger disse planer for sine bilderbergvenner og får grønt lys for aktionen. Ritt Bjerregaard (og måske også Stig Andersen) bliver orienteret, men det er ikke sikkert, at hun (de) får hele sandheden at vide. Derefter går man i gang med at finde en velegnet kommunikationsmedarbejder til EU-kommissærens kabinet. Midt i maj, godt og vel, er denne fundet og allerede  i gang med at renskrive dagbogsnotaterne, men da Kommissærens dagbog godt fem måneder senere ligger klar til udgivelse, bliver Ritt Bjerregaard alligevel betænkelig, da hun ser hvilken opstandelse, den fremkalder, og trækker den tilbage. For at redde resterne af projektet er det nu, at Seidenfaden for øjnene af en måbende offentlighed lader bogen trykke og udgive som et tillæg til sin avis.

Vurdering af forløbet
  Således som her beskrevet kunne aktionen med Kommissærens dagbog i grove træk være forløbet , men billedet kolliderer unægteligt med Ritt Bjerregaards og Svend Andersens påstand om hans rolle i dette spil. Lyver de om dette forhold, hvad der absolut ikke er nogen beviser på, ville de have ganske god grund til det, for hvis det blev kendt, at det var Seidenfadens idé, ville det have været sværere at skjule motivet bag aktionen. Skulle de imidlertid  tale sandt, gør det ikke den store forskel, for selv om det oprindelig skulle være Svend Andersens ide, betyder det ikke, at Seidenfaden ikke også kan gøre brug af den. Motivet er uforandret.
  Det virker dog mest sandsynligt, at det er Seidenfaden, der er initiativtageren til dagbogen. Denne formodning støttes i høj grad af en oplysning i BT fra januar 1996, hvor Seidenfaden truer med at politianmelde Ritt Bjerregaard for at krænke Politikens ophavsret ved i sin bog at anvende nogle klummer, som havde været bragt i avisen, og som var beskyttet af en ti måneder gammel eksklusivaftale, "hvis sigtelsen mod ham resulterer i en tiltale". Bortset fra, at dette virker som det rene (barnlige) nonsens, eftersom det var ham selv, der (ulovligt) offentliggjorde bogen, er det interessant, at Ritt Bjerregaard tilsyneladende midt i marts (1995) laver en aftale med Seidenfaden om hendes "skriverier", og på samme tid (fortæller hun i dagbogen) sammen med sin gode ven(inde) Hanne-Vibeke Holst (dengang gift med kabinetschefen) indleder jagten på en dygtig kommunikationsmedarbejder. Dette kan forklares ved, at hun søger hjælp hos gode venner (Tøger og Hanne-Vibeke) til det pratiske arbejde ved udarbejdelsen af bogen, men hvorfor lader hun ikke bare forlaget om det? Når hun tilsyneladende har så dårlig tid, hvorfor skal bogen så absolut ud med det samme? Havde det ikke været mere rimeligt og naturligt at vente med den til efter, hun var fratrådt som kommissær. Hvorfor denne hast?
  Der er andre væsentlige spørgsmål at stille til Ritt Bjerregaards opførsel . Da hun trækker bogen tilbage, hvad er da hendes bevæggrund til at gøre dette, og forstår hun helt, hvad det er hun har involveret sig i? Med hensyn til det første er det nok mest nærliggende at antage, at hun ikke er så meget bilderberger, at hun vil ofre en kommissærpost for deres skyld, men den mulighed foreligger også, at hun får besked på det, fordi hun er mere værd indenfor, end udenfor kommissionen, og hvad det sidste angår, kunne hendes reaktion på bogens modtagelse tyde på, at hun har følt sig lokket ud i noget, som hun ikke helt havde forventet.
  Hvad Seidenfaden angår, er mængden af spørgsmål endnu større, og blandt de første, der melder sig, er dette: Hvad er det, der får ham til begå denne vanvittige og strafbare handling? Er det en beslutning, han selv træffer, eller er der nogen, der vejleder ham. Umiddelbart skulle man tro, at det er hans egen afgørelse, fordi det er hans eget projekt, som han temmelig sikkert også er meget stolt af, og derfor meget nødigt ser gå i vasken, men når man læser hans egen beskrivelse (Pol. 020697) af denne situation, kan man godt få en mistanke om, at det sker efter ordre fra højere sted, for på denne dag, fortæller han, spiser han frokost i Lars Bjørnstræde. Det er muligt, at det er noget, han dagligt gør, men det, at han nævner det, giver forestillinger om, at han på dette sted kan have drøftet situationen med en kontaktmand for bilderbergerne, for straks han kommer tilbage og bliver orienteret om, at Ritt Bjerregaard har trukket bogen tilbage, siger han uden tøven: Så trykker vi den.
  Noget andet, der taler for denne teori, er nogle udtalelser, som falder nogle dage før på et redaktionsmøde. Man drøftede Ritt Bjerregaards situation. Nogle mente, at hun havde båret sig dumt ad, og andre forsvarede hende og kaldte det for en mediestorm, men Seidenfaden slog fast: "at gu' havde hun dummet sig. Citaternes tone over for folk, hun måtte have et professionelt forhold til, var ikke til at forsvare" Uanset om denne udtalelse er sand eller falsk, er den interessant, fordi den kunne tyde på, at Seidenfaden på dette tidspunkt ikke havde planer, endsige forestillinger om, at han selv skulle trykke bogen.
  Samme formiddag, hvor beslutningen om at trykke bogen træffes om eftermiddagen, gør Seidenfaden sig nogle betragtninger om Ritt Bjerregaards situation: Hun er fanget i en fælde. På den ene side kan hun lægge afstand til bogen og de "tåbelige citater" (ca. en halv snes stykker i alt), sige undskyld og i yderste konsekvens trække bogen tilbage, men på den anden side er den hendes bedste alibi, for i virkeligheden er den alt for venlig og desuden kedelig (bortset fra de problematiske citater), og en tilbagetrækning af bogen ville være en indrømmelse af, at den var et "katastrofalt fejljudgement". Hendes dømmekraft var det, der blev diskuteret, og ikke citaternes indhold (sikkert til hans store ærgrelse).  Hvordan kunne hun redde sig ud af fælden, når hendes eneste mulige indrømmelse, samtidig ville gøre hendes sag helt håbløs.
   Disse betragtninger bliver først fuldt forståelige, når man helt forstår, hvad det er, Seidenfaden selv har i spil i denne sag, for naturligvis ved han godt, at det eneste rigtige er at trække bogen tilbage, men da dette strider mod hans egne interesser, forsøger han at udtænke nogle begrundelser, der kan forsvare et modsat standpunkt. Måske føler han alligevel, at disse virker søgte, for lige inden han går til frokost, foreslår han på et ledermøde, at man i næste dags leder opfordrer Ritt Bjerregaard til at trække bogen tilbage. Et par timer og en frokost senere giver han selv ordre til at trykke den. Han bruger selv udtrykket "ironisk" om denne situation, og det kunne tyde på, at han i frokostpausen bliver beordret til at trykke bogen, for ellers havde udtrykket "grotesk" været mere nærliggende.

Motivet dukker frem
  Nu begynder det at blive mere forståeligt,  hvorfor bogen skulle trykkes i så mange eksemplarer som muligt, og hvorfor den skulle offentliggøres på nettet. Det var naturligvis ikke for pengenes skyld og heller ikke for reklameværdien, (skønt denne sikkert ikke var uvelkommen), hvilket han også benægtede i politiforhøret, men det var heller ikke, som han påstod, for at forsvare ytringsfriheden. Nej, det var for at starte en "smædekampagne" mod Jacques Santer og hans kommission, som stod i vejen for hans egne bilderbergvenner, Prodi & co. At dagbogen havde virket efter hensigten, vidner overskrifterne i de europæiske aviser om. Jyllands-Posten, der med en forhåndsomtale af bogen (231095) startede postyret, bragte efter et par dages heftige skriverier et udvalg af dem, og her kunne man bla. læse: " Santer defied in EU book row" (The Guardian) og "Mocking diary shows Santer in a poor light" (The Daily Telegraph).
   Aktionen med Kommissærens Dagbog bragte ikke direkte  Santers kommission til fald, men sammen med mange andre (beskidte) angreb var den med til at belaste denne så stærkt, at det efterhånden blev let for et panel af "uvildige" eksperter at overbevise EU-parlamentet om, at den både var uduelig og korrupt. I sin fratrædelsestale langer Santer kraftigt ud efter panelet, og kalder tonen i rapportens konklusioner for fuldstændig uretfærdig. Dette har sikkert ikke gjort nævneværdig indtryk på offentligheden, da det kun var forventeligt, men man skulle nok have lyttet til ham, for i modsætning til Prodi virker Santer helt igennem ærlig og reel, og det er ikke usandsynligt, at dette ekspertpanel arbejdede i bilderbergernes tjeneste. Der burde foretages en grundig undersøgelse af hele sagen, men det bliver sikkert svært at finde tilstrækkelig vilje og hæderlighed til at gennemføre denne opgave. Måske skulle man prøve at hyre Santer og udstyre ham med de fornødne magtmidler, for der trænger virkelig til at blive ryddet op i den råddenskab, der har bredt sig i EU-administrationen, takket være bilderbergske kræfter.
  Det er forståeligt, hvis dommeren har haft vanskeligheder ved at finde frem til sandheden i denne sag. Seidenfadens forklaringer har absolut ikke været troværdige, men på den anden side, at forklare det hele ud fra økonomiske motiver ville heller ikke være tilfredsstillende, så da dommeren finder at Ritt Bjerregaards reaktioner på krænkelsen virker noget "uldne", lader han Seidenfaden slippe med tyve dages betinget hæfte og ikke seks måneders ubetinget fængsel,  som anklageren krævede.
  Når man kender Seidenfadens motiver, bliver det nemmere at skille det falske fra det sande i hans forklaringer. Hans påstand om, at han gjorde det for at beskytte ytringsfriheden, er grundlæggende falsk, og det er interessant, at han kæder det sammen med et angreb på Jacques Santer, ved at påstå at tilbagetrækningen af bogen skete efter pres fra ham. Derimod var han nok tæt på sandheden, da han mente, at han havde Ritt Bjerregaards stiltiende accept, for hun har sikkert ikke haft noget imod det, men udadtil skulle det nødvendigvis se sådan ud. Hun har sikkert ikke haft lyst til at anmelde ham, men han forregnede sig måske ved at tro, at forlaget heller ikke ville. Da Ritt Bjerregaard trækker bogen tilbage, har den ikke nogen værdi for forlaget længere, mente Seidenfaden, men uanset hvilken rolle forlaget spiller i dagbogsaffæren, så må det nødvendigvis sagsøge ham, om ikke andet så for syns skyld.

Perspektiverne
  Aktionen med Kommissærens dagbog kaster lidt lys ind det mørke, der ellers omgiver bilderbergerne, og det afslører, at der bag den strålende facade udadtil foregår ting og sager, der ikke tåler dagens lys. Deres metoder er helt uacceptable. De er ikke blot udemokratiske, men også kyniske. I en kommentar til De Radikales valgvideo gejler Seidenfaden sig op til at fælde dom over Bertel Haarder. Han har gjort sig fortjent til det og må tage det som en mand, lyder det selvretfærdigt fra ham. Havde Jacques Santer også gjort sig fortjent til det. Man mærker tydeligt i de få kommentarer, hvori han omtaler denne, at han føler en stærk aversion (aggressivitet) imod ham, hvilket sikkert er et resultat af en lignende opgejling, der skal retfærdiggøre, det han har gang i. Hvad med ham selv? Når turen kommer til ham, vil han så også tage det som en mand?
  Hvad med Ritt Bjerregaard? Hun har altid ondt af sig selv, når andre kommer hende på tværs. Havde hun gjort sig klart, eller var hun fuldstændig kold over for, de konsekvenser hendes afslørende udtalelser kunne have for andre? Alle stod uforstående overfor hendes handlemåde. "Motivgranskningen har foreløbig været forgæves", skriver Jyllands-Posten (261095) i en nyhedsanalyse efter et par dages vantro undren, og i lederen lyder det:"...det er ubegribeligt , hvad der har lokket hende på den galej".
  Bilderbergerne var det, men alligevel er det uforståeligt, for hun synes ikke at være særlig engageret i bilderbergernes grundliggende sager. Noget nær det samme kan man sige om Seidenfaden, så hvad er det, der drager dem mod denne hemmelighedsfulde organisation. Er det mystikken og spændingen, der omgiver denne. I virkeligheden ligner de hinanden en hel del. De føler sig begge dårligt behandlet og forfulgte, når de mærker, at andre står i vejen for deres egoistiske fremfærd.
  At Seidenfaden allerede i september 1994 regnede Ritt Bjerregaard blandt sine "allierede", kan der vist ikke være megen tvivl om, når man læser hans kommentar til Nyrups valg af hende til Danmarks nye EU-kommissær:"Det er en satsning, der afspejler den indlysende kendsgerning, at Ritt Bjerregaards politiske talent er for stort til, at Danmark og Socialdemokratiet kan undgå at bruge det".  Engang var Lykketoft ifølge Seidenfaden også noget af det ypperste i dansk politik (efterår 2002), men to år senere var han reduceret til "Haarders papegøje", fordi han ikke ville gå i snor med Jelved. Denne etikette, han her hæfter på sin tidligere yndling, er afslørende for hans barnlige natur, men måske også om de forestillinger han gør sig om sin egen betydning. Hans lille "menighed" skulle måske i stedet hedde "Papegøjeklubben"
  Se en gang på Seidenfaden , hvorledes han fremstiller Anders Fogh Rasmussen  og Bertel Haarder som slette, nærmest onde mennesker, hvorimod hans egen "yndlingspapegøje" Jelved, tillægges meget fine etiske egenskaber og høj moral, mens sandheden er, at hendes forlorne forargelse omkring udlændingelovene får hende til (mere og mere) at ligne en topmålt hykler, og læs hans leder fra dengang forbandelser fra nær og fjern haglede ned over Ritt Bjerregaard (Ritts dumhed). Her er virkelig én (?!), der vil noget. Der er faktisk to, for netop nu griber Ritt Bjerregaard igen ud efter magten, og det ville være en kæmpetriumf for bilderbergerne, hvis de kunne få en overborgmester i København samtidig med, at Jelved (eller Helle Thorning-Schmidt) blev rigets statsminister, hvilket utvivlsomt er, hvad de sigter efter.
  Det er tydeligt, at Jelved er under stærk indflydelse af Seidenfaden, men spørgsmålet er, hvor meget hun selv forstår af det. Hvor meget kender hun til bilderbergerne og deres fordækte spil? Hendes vaklen omkring 24-årsreglen sidste sommer (2004) kunne tyde på, at hun er ret uvidende om disse forhold, og det taler til hendes fordel. Anderledes med Ritt Bjerregaard. Her var jeg stærkt i tvivl, indtil jeg genså en hjemmeside fra efteråret 2002 (De Venstreorienterede), så var jeg det ikke længere. På den tid fandt der en kraftig selvransagelse sted hos Socialdemokratiet som et resultat af det fatale folketingsvalg året før. Karen Jespersen havde foreslået at stramme op på partiets udlændingepolitik, og formanden Nyrup havde ikke været tilstrækkelig afvisende over for tanken. Det var i hvert fald, hvad partiets udlændingeordfører Ritt Bjerregaard følte, og benyttede straks lejligheden til opsige sit hverv i partiet.
   Dengang havde jeg intet kendskab til bilderbergerne, og derfor forbandt jeg ikke hendes reaktion med dem, men i dag er jeg ret overbevist om, at den skete efter "ordre" fra dem, og mest sandsynlig gennem Seidenfaden, der sandsynligvis også havde medvirket ved udformningen af den e-mail, hun sendte Nyrup, hvilket jeg allerede påpegede dengang. Ritt Bjerregaard er tilsyneladende meget mere bilderberger, end hun er socialdemokrat. Hun arbejdede for dem i 1995, hun gjorde det i 2002, og hun gør det sikkert stadigvæk.
  Socialdemokratiet skal atter vælge ny formand. Denne gang er det dog ikke Ritt Bjerregaard, der sætter processen i gang, men havde Lykketoft ikke trukket sig frivilligt, ville hun sandsynligvis have forsøgt at vælte ham, for at hjælpe sin egen favorit, Helle Thorning-Schmidt. Denne ved muligvis endnu mindre om bilderbergerne end Jelved, men der er meget, der tyder på, at det er dem, der fører hende frem. Det er vist særdeles tvivlsomt, om hun overhovedet var kommet i EU-parlamentet i 1999, hvis ikke Ritt Bjerregaard ( og Poul Nyrup) havde trukket i de rigtige tråde, og det er ikke så svært at se, hvorledes denne kontakt kan være etableret, for hendes svigerfar englænderen Neil Kinnock sad i samme kommission (1995-1999) som Ritt Bjerregaard, og selv om det ikke absolut behøver at betyde nært venskab, så tyder det dog på, at de havde samme interesser, feks. støttede han hendes kamp for ligestilling (flere kvinder) i EU's institutioner. Måske også bilderbergske? Noget, der taler for denne teori, er Kinnocks nære samarbejde med Prodi, som vicepræsident for denne.
  En pudsig detalje set med dette perspektiv, er det skænderi, der fandt sted i den socialdemokratiske fløjkrig omkring en udtalelse, som Helle Thorning-Schmidt fremsatte under valgkampen i et lokalt (københavnsk) TV-program, om, at hovedstadens interesser lå hende stærkt på sinde. Det interessante ved denne udtalelse er ikke, at hun åbenbart agter at favorisere den store by, men at hun tilsyneladende allerede er begyndt at lægge fremtidsplaner sammen med Ritt Bjerregaard.
  Poul Nyrup Rasmussens stærke engagement i det forgangne folketingsvalg og nu i det igangværende formandsopgør til fordel for Helle Thorning-Schmidt har været meget overraskende, men nu viser det sig, at han allerede ved valget til EU-parlamentet i 1999 lagde stærkt pres på socialdemokratiske kredse for at få dem til at opstille hende. Dette kan i høj grad undre, for Ritt Bjerregaard og Poul Nyrup synes aldrig at have været særlig gode venner, så forklaringen må findes et andet sted, og hvor er det mere nærliggende at søge, end hos hans bedre halvdel, Lone Dybkjær. Hendes holdninger har i de senere år flere gange givet anledning til dyb undren (hos mig), men nu da bilderbergerne begynder at dukke frem af den grumsede politiske tåge, der længe har plaget Europa, bliver disse, hendes mangeårige (ti) arbejde i EU-parlamentet taget i betragtning, mere forståelige. Alligevel er der grund til undren. Ville Lone Dybkjær være gået så vidt, som Ritt Bjerregaard gjorde?
  Der tales meget om åbenhed for tiden, og er der et område, hvor der trænger til gennemskuelighed, så er det netop her, hvor udemokratiske kræfter søger at få herredømmet. EU-parlamentet synes at være et frodigt væksthus for disse kræfter, som er overordentlig skadelige for den demokratiske proces i Europa, og der bør sættes kraftigt ind på at bekæmpe dette uvæsen. Det bør ikke være velset, at politikere og folk i offentlig hverv deltager i møder hos organisationer, der ved sin adfærd kan skabe den mindste mistanke om, at dens aktiviteter er til skade for demokratiet. Bilderberggruppen og Den Trilaterale Kommission tilhører begge på grund af en stærkt lukket struktur udadtil denne kategori.
  Internettet er i disse år plaget af skadelig virus, men bilderbergerne er mindst lige så skadelige for det politiske miljø i Europa, og man kunne ønske, at man i lighed med virusprogrammer havde bilderbergdetektorer. Helle Thorning-Schmidt ville muligvis gå fri i første omgang, men det ville Ritt Bjerregaard næppe.

.PS
 Meget i denne hjemmeside må naturligvis bero på rent gætværk, men det gør ikke noget, for der er ingen tvivl om, at det væsentlige,  nemlig motivet til aktionen, holder. Således hævder forlaget Aschehougs direktør, at det var ham der fik idéen til Kommissærens dagbog, men hvor fik han den fra? Var det hans egen, eller var der nogen der hjalp ham, og hvordan kommer Politiken ind i billedet. Hvis det skulle ende med en bog, var det vel ikke særlig smart at bringe det (ca. 5 %) i Politiken først, og hvorfor kalder man klummen RITT BJERREGAARD SKRIVER og ikke Kommissærens dagbog. Hvornår tages beslutningen om at lade idéen udmynte i en bog? Træffer Seidenfaden selv beslutningen om at trykke bogen, eller er der nogen, der hjælper ham og i givet fald, hvem. Der er mange spørgsmål, som det kunne være interessant at kende svarene på, men de er ikke nødvendige for at forstå det overordnede mål med projektet.
  Jo mere jeg arbejder med denne sag, jo mere overbevist bliver jeg om, at der har været en overordnet person (en bilderberger), der styrede "slagets gang", som har øvet indflydelse på alle de implicerede parter (Seidenfaden, Ritt Bjerregaard og Svend Andersen), uden at disse hver især nødvendigvis har haft kendskab til det. Det er meget tvivlsomt, om Seidenfaden turde træffe beslutningen om at trykke dagbogen alene. Når man læser de tanker, han gør sig, kort tid før han går til frokost den dag, får man ikke indtryk af, at han på nogen måde gjorde sig forestillinger om, at han af en eller anden grund selv skulle trykke bogen, og når man læser, hvorledes bogforlaget reagerer på Politikens "tyveri", får man heller ikke indtryk af, at man her havde nogen anelse om, hvad der var det egentlige formål med bogen, men det udelukker ikke, at man tog mod "instrukser". Da forlaget således beslutter at fremskynde bogens udgivelse, er det ikke utænkeligt, at det sker efter et "vink" udefra.
   Forlaget Aschehoug er en division i Egtmont-gruppen, og det er ganske interessant, at der allerede dengang i midten af 90'erne synes at være et overordnet netværk, der forbandt dette firma med Politikens Hus. Seidenfaden blev ansat på Politiken i begyndelsen af dette årti og næsten samtidig begyndte hans "karriere" i Bilderberggruppen.  Aschehougs direktør Stig Andersen havde tidligere haft et syvårigt ansættelsesforhold på Politiken og forlagsredaktøren er i dag direktør for Politikens forlag. Hvor mange gange Ritt Bjerregård har været gæst hos bilderbergerne udover 1991 og 1995 er ikke offentligt kendt, men det er heller ikke væsentlig, og heller ikke, at hun siden 1982 har været medlem af Den Trilaterale Kommission,  men det gør det pokkers svært for hende at bortforklare det her fremlagte motiv bag sit engagement i denne dagbogsaffære. Som folkevalgt politiker må hun naturligvis lægge kortene på bordet, hvis hun fortsat vil nyde borgernes tillid, og hvad Seidenfaden angår, er det helt op til ledelsen i Politikens Hus, hvad der skal ske, men tilsyneladende har han rygdækning her, så der sker nok intet.
  Imidlertid er det interessant, at der stadig foregår et samarbejde mellem Egmont og Politiken i bestræbelserne på at blive TV2-ejere. Dette selskab ville naturligvis også være en vigtig bastion at få kontrol med for bilderbergerne  og sammen med udsigten til at styre Socialdemokratiet foruden De Radikale og måske en snarlig statsministerpost og en overborgmester i landets hovedstad, må man sige, at det kører ganske godt for dem lige i øjeblikket og samtidig undre sig over, hvorledes alting flasker sig for dem.
  Da TV2 endelig blev klar til salg,  blev bestyrelsesformanden pludselig træt af det hele, og smed det fra sig (næsten "over night"), og så kom der én der nærmest er pot og pande med både Jyllands-Posten og Politiken. Hvor belejligt! Konkurrenterne påstår ganske vist, at de ikke er bekymrede, men det har de vist god grund til at være. TV-nævnets "akavede" irettesættelse af TVdanmark, kommer sikkert heller ikke ubelejligt for disse kræfters bestræbelser på at overtage den eftertragtede TV-station. Folk med større indsigt i disse forhold kan sikkert
 
 
Denne leder skrev Seidenfaden samme dag (241095), som helvede brød løs i medierne på grund af Ritt Bjerregaards bog. Her er dobbeltspillet helt tydelig. Først forsøger han med falske argumenter at give hende en martyragtig heltindestatus, og det er ganske givet det billede, han helst ville forsvare, hvis han turde, men det gør han ikke. I stedet undsiger han hende med argumenter, der nok lyder rigtige, men absolut ikke oprigtige.

Ritts dumhed
Når åbenhed bliver skadelig

PRESSEN ER utaknemmelig
   Her går vi dag ud og dag ind og kræver åbenhed - åbenhed i politik i almindelighed og åbenhed i EU i særdeleshed. Og hvad sker der så, når Ritt Bjerregaard leverer varen i form af en åbenhjertig dagbog om det første halve år som EUkommissær?
   Roses hun til skyerne for sit mod?
   Nej, alle falder over hende med bål, brand og kritik!

KOMMISSÆRENS Dagbog- en titel der har alt, inklusive løftet om en fortsættelse - har gode chancer for at blive en bestseller når den i næste måned bliver tilgængelig i handelen. For den er faktisk åbenhjertig, den bringer læseren ind i magtens korridorer, ja, sågar i dens mødeværelser, hvor alt ellers normalt foregår i dybeste fortrolighed. Først og fremmest er dagbogen bramfri, til tider brutal, i sine vurderinger af de mennesker, kommissæren møder i løbet af dagen.
   Man kan håbe, dagbogen medvirker til den afmystificering af livet i EU, som Ritt Bjerregaard ønsker at fremme. Man kan sige, at Ritt Bjerregaard i mange tilfælde blot skriver, hvad mange tænker. Man kan ligefrem beundre det mod til selvudlevering, som dagbogsnotaternes små og store tilståelser viser -
samtidig med, at man græmmer sig.        

  DOMMEN OVER bogen er nemlig enkel at fælde :
Hvor er det dog dumt og skadeligt, det en af vore mest spændende politikere her har gjort.                
  Dagbogens barske vurderinger af store og små medspillere i Ritt Bjerregaards politiske liv anno 1995 hører i bedste fald hjemme i erindringernes bearbejdede form. Den stærkt personlige dagbogsform, hvor privat og offentligt blandes grænseløst sammen, får selv små oplysninger til at virke som grove brud på den elementære fortrolighed mellem mennesker, der er forudsætningen for at kunne arbejde med betroede opgaver. Hvordan skal Ritt Bjerregaard fremover kunne, samarbejde med alle slags europæere, når samtalepartnerne kan se frem til at blive udstillet i dagbogens subjektive form - hver syvende måned?
Ritt Bjerregaard skader ikke kun sig selv. Hun skader EUs miljøkommissær, og det, burde hun være for klog til.